Omdanner

udledninger
til profit

Om Seafree

SeaFree er et dansk innovationsprojekt, der har til formål at gøre landbaserede Recirkulerede Akvakultur Systemer (RAS) mere bæredygtige ved at tilføje tangproduktion som spildevandsbehandling og samtidig producere en attraktiv tangressource.  

Spildstrømme – i form af næringsstoffer og CO2 fra produktion af rejer og fisk – sendes igennem et tangdyrkningsanlæg og bliver derved til en ressource, som gøder og nærer tang. Overskudsvarme fra produktionen af fisk og rejer bruges efterfølgende til tørring af den producerede tang, og endelig anvendes både frisk og tørret tang til innovative højværdiprodukter.
 

Madprodukter og opskrifter til dagligdags måltider udvikles og præsenteres for forskellige målgrupper, herunder familier og elever, for at øge forbrugeraccepten af tang-baserede fødevarer.  

Der udvikles og testes desuden tangbaseret kosttilskud til forebyggelse af diabetes og fedme, og endelig vurderes miljømæssig og økonomisk bæredygtighed af SeaFree-konceptet i en omfattende systemanalyse. 

Hvorfor har vi brug for bæredygtig akvakultur?

Efterspørgslen på fisk og skaldyr vokser, og det globale forbrug forventes at stige fra 80 til 155 millioner tons inden år 2050. En stor del produceres i akvakultur, og akvakulturbranchen er den hurtigst voksende fødevareindustri i verden. For at imødekomme den øgede efterspørgsel er bæredygtig akvakulturudvikling afgørende, så presset på vilde fiskebestande mindskes, og forurening af havmiljøet med kvælstof og fosfor fra akvakultur minimeres.

Vi skal spise mere tang

Med stigende global efterspørgsel på mad, og ikke mindst mad af bedre ernæringskvalitet, skal vi i den vestlige verden lære at spise mere tang. Tang indeholder blandt andet essentielle mineraler og vitaminer, omega-3 fedtsyrer og kostfibre, men tilføjer også en unik smag og kan indgå i innovative madprodukter.

Tangbaserede opskrifter og innovative tangbaserede fødevarer udvikles som en del af SeaFree-projektet og præsenteres for forskellige målgrupper, herunder familier og elever. En del af formålet med SeaFree projektet er nemlig også at øge forbrugeraccepten af tangbaserede fødevarer.




SDG 13: Klima indsats

Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.

SeaFree-konceptet er designet som et industrielt økosystem, der udnytter udledninger. CO2 og kvælstof produceret i forbindelse med fiske- og skaldyrsproduktion i RAS-anlæg opsamles og indbygges i tangbiomasse. 

SDG 9: Industri, innovation og infrastruktur

Bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation.

Med SeaFree konceptet får lokale RAS producenter adgang til en robust teknologi og infrastruktur, som giver økonomisk værdi ved at opsamle emissioner og omdanne dem til indtægter, men også samfundsmæssig værdi, fordi produktionen er mere bæredygtig. 

SDG 12: Ansvarligt forbrug og produktion

Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.

SeaFree-systemet opsamler næringsstoffer fra RAS anlæg i en plug-and-play tangproduktionsenhed, der omdanner emissioner til tangbiomasse af høj kvalitet, som efterfølgende kan anvendes til fødevarer og kosttilskud. Det giver RAS producenter mulighed for at producere fisk og skaldyr med lavere klima- og miljøaftryk, og giver forbrugerne adgang til bæredygtige fisk, skaldyr og tang.